Teori

Den danske velfærdsmodel.

Vi har valgt at arbejde ud fra den danske velfærdsmodel for at forstå hvorledes vi som sygeplejersker kommer til at ligge under for de politiske beslutninger der bliver taget. Vi ved at det er et af punkterne i de sygeplejefaglige retningslinjer, hvor der står at det er enhver sygeplejerskes pligt at:

 2.6 udvise ansvar for at synliggøre de konsekvenser, som politiske prioriteringer kan få i sundhedsvæsenet (sygeplejeetiske retningslinjer).

Hvis man som sygeplejerske skal kunne vise et ansvar, er det også vigtigt at man forstår hvordan systemet fungerer. I Danmark har vi en velfærdsstat, som fungerer som et socialt sikkerhedsnet.

Den danske velfærdsmodel også kaldet den universelle velfærdsmodel, er en model, hvor de sociale ydelser er universelle og alle har de samme muligheder for sociale ydelser ( Niklasson, 2013, s.26).

Den fungerer ved at man som borger betaler højere skat og afgifter, og på den måde får gratis adgang til sygehus, uddannelse, bistandshjælp etc.

Den står i kontrast til konkurrencestaten, hvor man ikke går op i lighed for alle, men at landet skal kunne konkurrere økonomisk med de andre lande og derfor ses mennesket som et middel til at opnå en bedre økonomi.

Man tænker ikke på lighed mellem mennesker, men ser på landets økonomi og vækst som det afgørende. Der er dog sket et lille skred i vores velfærdsmodel under VKO regeringen, hvor der i højere grad er sket specialisering og nedskæring af de offentlige ydelser.

Specialisering og om prioritering af ressourcer er både en fordel og en ulempe. Det er godt at vi som sundhedspersonale specialiserer os og bliver dygtigere, men samtidig udfordrer det, det samarbejde der er mellem sundhedspersonalet og de forskellige faggrupper.

Her menes, at man som sygeplejerske eller læge kan miste overblikket over andre mulige sygdomme eller lidelser, hvis fagpersonen bliver for fokuseret på eget speciale.
Set i forhold til vores problemstilling vil det bevirke, at man på et opvågningsafsnit til en ortopædkirurgisk afdeling, ikke fokuserer så meget på kost postoperativt og dermed nedprioriterer det da det ikke er ens hovedområde.

Regionerne har været underlagt en del besparelser, som har resulteret i nedskæringer på landets sygehuse, hvilket presser sundhedspersonalet, i tiden til hvert enkel patient og prioritering af vigtige opgaver. Regionerne får et budget fra staten og er underlagt en slags statslig styring, i form af specialeudbuddet ( Vallgårda, Krasnik, 2007, s.17).

Grunden til besparelserne i den offentlige sektor kan b.la skyldes at der sidder en stor andel passive forbrugere af statskassen. Noget andet er demografien, dvs. At vi føder færre børn og bliver ældre. På nedenstående figur kan man se hvordan ydelserne vil stige til ældreplejen i fremtiden.

(Jensen C. Velfærdsstaten, 2011)

De stigende omkostninger er en stor grund til, at politikerne har valgt at prioritere en øget produktivitet på sygehusene. Det viser sig b la. ved nedskæringer af personalet og samtidig at øge effektivisering af opgaver.

Man skelner mellem forskellige velfærdsmodeller:

Den liberale: Har man i England og Holland og specielt i USA. Her forsikres man gennem forsikringsselskaber, som typisk er finansieret gennem ens arbejde. Her har man en lille statskasse men en stor privat sektor.

Den konservative: Har man i Tyskland og her kan man kun få offentlige ydelser hvis man har været i arbejde og hvis ens arbejde har betalt til forsikringskasser. Det er forskelligt hvor meget man får, alt efter hvor meget man har tjent (Niklasson, 2013, s.27).

Den socialistiske: Har man b.la i Danmark. Her er statskassen stor og den private sektor er lille. Man ser mennesker som lige, og alle skal have samme mulighed for behandling, uddannelse osv.

Jürgen Habermas, system- kontra livsverdenen:

Jürgen habermas er en tysk sociolog og filosof. I hans samfundsteori udgøres det sociale liv af to handlingstyper: Den målrationelle og den kommunikative handling (Andersen, 2011, s.75).

Den rationelle handling indebærer, at man har fastsat hvilke mål der skal opnås og man derved beregner, hvilke midler der bedst kan betale sig at bruge.

Den kommunikative handling er den handling der kommer til udtryk når individer kommunikerer med hinanden.

Ud fra de to handlingstyper anskuer Habermas samfundet som bestående af to dele:

 

Systemverdenen	Livsverdenen
·       Økonomi ·       Effektivitet ·       Kontrol ·       Fremmedgørelse ·       Teknisk handlen ·       Mennesket som middel ·       Iagttagelse ·       Markedsmekanismer ·       Handlen på ovenfra-kommende påbudte regler	·       Erfaring ·       Kultur ·       Gensidig forståelse ·       Opdragelse ·       Socialisering ·       Tavs viden ·       Social integration ·       Hverdagsliv

Den målrationelle handling finder man i systemet og den kommunikative handling finder man i livsverden.

Habermas mener at begge dele er nødvendige i vores samfund, men at livsverdenen og specielt den kommunikative handling forudsætter, at der kan ske rationelle handlinger. Det er når vi kommunikerer med hinanden, at vi udveksler værdier og kultur og dermed når til enighed om hvad normen er i samfundet. På den måde er livsverdenen og systemet afhængige af hinanden.

Han ser et problem i det moderne samfund, da han mener at systemet er ved at overtage magten i samfundet, således at penge og magt dominerer. Dette sker på bekostning af de værdier vi finder i livsverdenen.  Livsverdenen er grundlæggende for de menneskelige handlinger siger Habermas (Andersen, 2011, s.76).

 - Vi har valgt at sætte Habermas teori i forhold til vores problemstilling og se det ud fra individ, gruppe og samfundsplan.

Individplan: 
Habermas mener, at det enkelte menneske taber en del af sin identitet og mening med de handlinger man udfører, så længe systemet styrer samfundet (Andersen, 2011, s.79).

Han mener altså at kapitalismen indskrænker individets frihed til at handle ud fra menneskelige værdier. I forhold til den enkelte sygeplejerskes faglighed, kan vi her inddrage de sygeplejefaglige retningslinjer. Der står blandt andet, at det er sygeplejerskens ansvar at:

1.4 sikre, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg. Information skal være tilpasset patientens ønsker og behov samt patientens livssituation (sygeplejeetiske retningslinjer).

Vi ved at sygeplejersken har travlt på grund af de reformer politikerne har foretaget. Reformer som har økonomi og produktivitet i højsædet. Set ud fra Habermas samfundsteori er det reformer der gør at systemet dominerer over livsverdenen.

I praksis har det den konsekvens, at sygeplejersken bliver presset i tid på grund af nedskæringer og hun bliver nødt til at prioritere mellem opgaver. Set i forhold til vores problemstilling bliver kostregistreringen ofte nedprioriteret. Derudover går det ud over den tid hun har til, at delagtiggøre patienten i vigtig information, samt den tid hun har til at lytte og tale med den enkelte patient, så patienten kan få tilpasset sine egne ønsker og behov.

Set fra patientens synsvinkel vil det kunne føre til en følelse af ligegyldighed, og et tab af identitet, da denne ikke bliver delagtiggjort fyldestgørende i eget forløb.

Gruppeplan:
Ifølge Habermas er den kommunikative handling den primære for, at et samfund kan lykkes. Når vi kommunikerer prøver vi at nå til en enighed og forståelse. Men når systemet styrer samfundet sker det på bekostning af den kommunikative handling. Her vil det være den rationelle handling der prioriteres.

Det viser sig blandt andet i sundhedsvæsenet ved at vigtig information går tabt mellem forskellige faggrupper, men også mellem sundhedspersonale.
I forhold til vore problemstilling kan det give sig til udslag i, at aftenvagten ligger kostregistreringsskemaerne ind på stuen. Morgenvagten har travlt og nedprioriterer at kostregistrere.  Generelt i det senkapitalistiske samfund vil der ifølge Habermas ske en mangelfuld kommunikation mellem personalet. Det vil være bureaukratiske opgaver og rationelle handlinger, der vil være styrende og gå ud over et samarbejde, hvor man kommunikerer.

Samfundsplan:
Ifølge Habermas har det senkapitalistiske samfund den konsekvens, at vi som samfund ikke vil formå at reproducere de værdier der ligger i livsverdenen og at der er ved at ske en normløshed(Andersen, 2011, s. 78).

I praksis betyder det, at systemet og lovgivningen modarbejder hinanden på den måde, at politikerne ønsker vi skal kostregistrere, men samtidig skærer de ned på personale og ressource. Samt at arbejdsbyrden vokser, og derved umuliggøres det i mange tilfælde, at opfylde alle krav. På den måde har politikerne en stor magt for, hvordan vores samfund skal udvikle sig og hvilke værdier der skal prioriteres.

 Løgstrups etiske fordring:

”Den anden har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne eller som man vækker ( Løgstrup, 2008, s. 25)."

Med den etiske fordring mener Løgstrup, at vi alle har et ansvar over for andre mennesker, og man altid påvirker hinanden, blot man er i rum sammen. Man behøver ikke tale med hinanden, men mennesker indgår i relationer og påvirker hinanden. Det er altså i mødet med et andet menneske, at vi har et ansvar for det andet menneskets liv.

Der hviler et stort ansvar på sygeplejersken for at møde patienten på en hensigtsmæssig måde, hvor hun giver sig tid til at se det hele menneske.

Ifølge Habermas er vi underlagt et system som nedprioriterer de menneskelige værdier.  Det står i strid med den etiske fordring og de værdier, der pålægger vores virke som sygeplejersker.

Pierre Bordieu, Habitus og kapital.

Vi har valgt at bruge Bordieu og hans teori om habitus og kapital, til at belyse hvor svært det kan være for et menneske, at ændre de indgroede vaner, og undersøge hvor dybt de ligger i os.  

Bordieu beskæftiger sig med begreberne habitus, kapital og felt.

Han taler om et metamagtfelt, som består af staten, der besidder love, institutioner, historie og struktur. Staten sikrer at vi har de nogenlunde samme opfattelser af hvad man må og ikke må, og altså den samme ide om verdenen (Andersen, Timm, 2010, s. 56).  

Kapital består af økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital.

Økonomisk kapital	Den økonomiske kapital omfatter vores pengesedler, som en værdigenstand. Dette er ikke noget der i sig selv har en værdi, uden at vi som samfund tildeler det en værdi.
Kulturel kapital	Den kulturelle kapital omfatter en kropsliggjort kapital, som indeholder både verbalt- og nonverbalt sprog, kropsholdning, beklædning og væremåde. Den kulturelle kapital er individuelt for de forskellige kulturer, og noget der kan ændres på, hvis man skal indgå i en ny kultur.
Social kapital	Social kapital er vores netværk og de kontakter vi har. Netværket er de sociale relationer man kan kontakte, hvis man har brug for det, i forskellige sammenhænge.
Symbolsk kapital	Symbolsk kapital skal forklare den effekt enhver form for kapital har, da alle kapitalerne forklarer den symbolske kapital. F.eks. hvis en person donerer penge til humanitært arbejde, så han tillægges en høj moral, da han har penge nok til at gøre dette, som tillægger ham en status. S. 58. I sundhedssociologi

Habitus, skal forsøge at forklare hvad der ligger til grund for vores handlinger. Vores habitus er dannet ud fra den kapital vi er vokset op med (økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital). Det er noget der ligger i os, som vi ikke tænker over, da det er blevet en del af vores vaner. Bordieu mener derfor at vi ikke nødvendigvis vil ligge under for et sæt af regler, men i højere grad ligger under for de påvirkninger, vi har fået gennem vores opvækst (Andersen, Timm, 2010 s. 60).

Bordious teori siger noget om hvor meget vi påvirkes af vores omgivelser, og at mange ting er inkorporerede i os, som noget kropsligt eller noget ubevidst vi ikke tænker over.
Derfor er det en udfordring for sundhedspersonalet, når der ændres på et system eller laves om på en struktur, at tilpasse sig den nye struktur eller et nyt regelsæt.

Vi kan dog ændre på vores ubevidste handlinger, da vi er bevidste om det ubevidste. Dette er problematisk, men kan med en stor indsats, lade sig gøre.