Tværfagligt samarbejde

Det tværfaglige samarbejde mellem de forskellige sektorer, faggrupper, sundhedsprofessionelle og patienter har betydning for kvaliteten af patientens behandling og behandlingforløb.

Formålet med at arbejde tværfagligt er at højne kvaliteten af patientens behandling. Det er desuden et punkt i de sygeplejefaglige retningslinjer, hvor der står det er sygeplejerskens ansvar, at:

2.5 tage initiativ til og fremme et respektfuldt samarbejde, fagligt og tværfagligt, i alle dele af sundhedsvæsenet (sygeplejeetiske retningslinjer).

Et godt samarbejde er grundlag for en god kommunikation, og gør det nemmere at involvere patienten i eget forløb.  Et godt tværfagligt samarbejde forudsætter, at der fra politisk side er afsat ressourcer til de involverede parter. Ressourcerne afgør i høj grad, hvor meget tid de forskellige faggrupper og sundhedsprofessionelle har til at udveksle informationer og udføre deres arbejde.

Det tværfaglige samarbejde er et samarbejde mellem forskellige grupper om et fælles mål.

Den franske sociolog Emile Durkheim taler om en mekanisk solidaritet og en organisk solidaritet, som to typer af sammenslagskraft i grupper (Bagger, Lindahl et al. 2013, s. 25).

Mekanisk solidaritet:
Findes i homogene grupper, hvor individerne deler samme interesser og muligheder.  Her har man typisk den samme sociale status, de samme muligheder, interesser og er i den samme profession. Her sker samarbejdet på baggrund af, at man har et fælles mål og man har de samme kompetencer således, at man kan overtage hinandens arbejdsopgaver. Her vægter man individernes ensartethed, og ser det som en styrke. Denne form for solidaritet kan bremse en udvikling, hvis en gruppe lukker sig om sig selv fordi de hele tiden bekræfter hinanden i, at de gør det rigtige.  

F.eks. kan det være det monofaglige samarbejde, der er blandt sygeplejersker på en ortopædkirurgisk afdeling.

Organisk solidaritet:
Findes i heterogen sammensatte grupper, hvor man ser individets forskellighed som en styrke. F.eks. på et hospital hvor mange faggrupper indgår i interaktion med hinanden. Her sker samarbejdet på tværs af faggrupperne, og på baggrund af, at de hver især rummer forskellig viden og faglige traditioner. Her ser man den faglige viden hver faggruppe har, som en mulighed til at udveksle erfaring, viden og sammen finde nye løsninger. For at det skal lykkedes, skal der være et sæt overordnede regler, så der ikke opstår forvirring faggrupperne imellem.

Den organiske solidaritet er sammenslagskraften i det tværprofessionelle samarbejde.

Overordnet skelner man mellem samarbejde på 3 niveauer:

1.      Mikroniveau: Det kan fx være mindre grupper, der arbejder sammen på bestemte afdelinger på et sygehus, i hjemmeplejen osv.

2.      Mesoniveau: Er samarbejde mellem forskellige faggrupper og afdelinger i en større organisation, f.eks. på et sygehus, hvor ansatte arbejder på tværs af de forskellige afdelinger.

3.      Makroniveau: Her er det på nationalt plan, dvs. at politikerne og lovgivningen styre, hvordan samarbejdet udformer sig. I Danmark sker det gennem de 5 regioner (Bagger, Lindahl et al. 2013, s.23).

Monofagligt samarbejde: Her samarbejder man med en faggruppe, hvor man er specialiseret i det samme. F.eks kunne det være anæstesisygeplejersker der indgår i et samarbejde med andre anæstesisygeplejersker.

Flerfagligt samarbejde: Vil sige, at forskellige faggrupper med hver deres speciale arbejder med den samme patient mod hver sit mål.

Tværfagligt samarbejde: De forskellige faggrupper arbejder sammen, f.eks arbejder sygeplejersken sammen med fysioterapeuten om at genoptræne hoftepatienter. Her har man et fælles mål, som f.eks. at patienten skal mobiliseres.

Tværprofessionelt samarbejde: Er det samme som tværfagligt samarbejde, men her bruger man den specialiserede viden hver profession har inden for et givent område.

 

Hvordan arbejder man på sygehuset?

På sygehuset arbejder man tværprofessionelt sammen med andre faggrupper. Her trækker man på den specialviden, hver faggruppe har inden for bestemte områder. F.eks kan en ergoterapeut, fysioterapeut, SOSU, socialrådgiver, læge og sygeplejerske arbejde sammen om samme patient.

For at arbejdet mellem de forskellige faggrupper skal lykkedes, forudsætter det foruden en god kommunikation og tid, at hver faggruppe kender deres eget virksomhedsområde. Hver faggruppe skal kende sit eget virksomhedsområde, samtidig med at der i samarbejdet sker en udveksling af erfaring, og ideer til mulige løsninger på et behandlingsforløb af patienten.

Foruden det samarbejde der forefindes på sygehuset er der et samarbejde mellem primær sektor, sekundær sektor og tertiær sektor. Det samarbejde der foreligger her har stor betydning for patientens samlede forløb.

Primær sektor: Den primære sektor i sundhedsvæsenet er f.eks. plejehjem, den praktiserende læge, praktiserende speciallæge og fysioterapeuter, som hører under regionerne.

Sekundær sektor:  Den sekundære sektor er den del af sundhedsvæsenet, som varetager den videre behandling af patienter som f.eks. sygehuset og distriktspsykiatrien. (s.63, interprofessionelt samarbejde). Her skal foregå et samarbejde, hvor informationer videregives fra primær sektor til sekundær sektor og omvendt.

Tertiære sektor:  Den tertiære sektor er den del af sundhedsvæsenet som udgør beskyttede boliger, plejehjem og plejeboliger. 

Derudover findes de private sygehuse og klinikker, men her er det vanskeligt at afgøre hvor vidt disse hører til det ene eller det andet (Bagger, Lindahl et al. 2013, s. 63)

Det tværprofessionelle samarbejde set i forhold til vores problemstilling:

Sygeplejersken tager sig primært af, at bestemme kosten til patienter med hoftenære frakturer. Sygeplejerske indgår i et tværprofessionelt samarbejde med diætisten og lægen, hvis en patient bliver dårlig, på grund af fejlernæring. Her kan diætisten og lægen komme med en løsning til, hvilken kost patienten skal have eller om patienten skal have sonde. Her er det hensigtsmæssigt, at kostregistreringen ikke er blevet nedprioriteret.

Når sygeplejerskerne nedprioriterer kostregistrering mindskes overblikket over hvad patientens ernæring under indlæggelsen. Er der ikke kostregistreret vil der således ske en forringelse i det tværprofessionelle samarbejde.

Det samlede overblik over patientens ernæring kan derudover bruges i patientens videre forløb f.eks. i primær sektoren.